Grundlagsbegreber

INDEX

Indledning

I dette kapitel vil jeg forholdsvis kortfattet formulere min forståelse af begreberne: samarbejde, virtuel og netværk. Formålet er at sikre dels en fælles forforståelse af projektets titel, dels at projektet holdes indenfor en overskuelig ramme. Således har jeg med henblik på at indkredse præcist hvad "samarbejde i virtuelle netværk" betyder, eller er, systematisk distilleret begreberne: Som det fremgår i indledningen, udgør det empiriske grundlag ét bestemt forskningsnetværk, hvor en række aktører ved hjælp af en fælles virtuel platform samarbejder om en række forskningsrelaterede problemstillinger!

Fremlæggelsen inddrager flere forskellige teori-retninger. Overordnet er der imidlertid en fællesnævner, og det er relationen mellem teknologi og organisation (technology-organization relationship), en betegnelse jeg låner fra et særnummer af Organization Science (vol. 6, no. 4, 1995). Kapitlet falder naturligt i tre sektioner: Som det første tager jeg udgangspunkt i netværksteorien, for dernæst at undersøge hvad det vil sige, at noget – netværket – er virtuelt. Endelig inddrager jeg samarbejdspespektivet, for dermed yderligere at indkredse feltet.

^

Sammendrag

Nedenfor fremstilles en række centrale aspekter af begreberne netværk, virtuel og samarbejde. Formålet er at etablere en en begrebsramme, i kraft af hvilken det er muligt at besvare de i problemformuleringen stillede spørgsmål. Et netværk kan være så meget, men som det fremgår, er fokus i dette projekt kort sagt et virtuelt netværk etableret med henblik på, i kraft af et samarbejde mellem et givent antal aktører, at producere forskningsbaseret viden. Når jeg i dette projekt taler om netværk, virtuel, samarbejde, kan det fastslås, at jeg med

• netværk tænker på først og fremmest et netværk af sociale aktører, desuagtet at vi dog er be-kendt med, at der findes tre typer netværk – sociale, interne og eksterne. Strukturelt finder vi to teoretiske hovedretninger, struktural hole og social capital teorierne. Hvor strukturen i førstnævn-te teori tager udgangspunkt i, at én central structural aktør reelt set udnytter sin position, formo-des det største potentiale, for så vidt vi i praksis undersøger et forskningsnetværk, at ligge i den anden tilgang, hvor hensigten med strukturen er det eksplorative samarbejde. Her finder vi anled-ning til at se på båndene eller relationerne mellem aktørerne, ligesom vi skal se på det sociale an-svars potentiale som styringsmekanisme.
• virtuel antyder en anden værenstilstand, hinsides fysiske grænser, med andre ord, en digital reali-tet, i hvilken et computernetværk skaber et rum eller 'space', som nok er virtuelt, men dog reelt for den gruppe af personer, som deles om dette særlige rum. Jeg har i den forbindelse udarbejdet en matrix til illustration af tid- og stedrelationerne, for netop at tage en indledende diskussion af, om cyberspace er aldeles abstrakt. I den forbindelse har vi også belyst et begreb som den virtuelle organisation; den eksisterer, som vi forstår, alene i kraft og som konsekvens af informationstekno-logien.
• samarbejde tænker altovervejende på begrebet, som det fremstår i kraft af CSCW forskningsfeltet, hvor et begreb som samordningsarbejdet står centralt. Det hentyder til det forhold, at arbejdet ik-ke blot må udføres, det skal – særligt i et distribueret miljø – koordineres, så det tydeligt fremgår hvem der gør hvad, hvor, hvornår og hvordan. Mellem samarbejdets mål, produktet, og midlet, processen, finder vi en særlig dialektik. Forholdet mellem individuelt og kollektivt arbejde er et spørgsmål om blandt andet aktørernes kompetencer til at læse situationen og til fx at påtage sig forskellige roller eller positioner.

Samlet set antydes et begrebsapparat, der i vid ustrækning er baseret på teknologi-organisationsdimensionen. I "den virtuelle organisation" er det virtuelle element begrundet i IKT. Informations- og kommunikationsteknologien er både årsag til fremkomsten af virtuelle organisationer, og det virtuelle netværk ville da også være et tomt begreb, såfremt det ikke var forankret i en virtuel platform. Denne virtuelle platform betegnes med et generisk udtryk som "groupware", og som det fremgår, er det med denne teknologi søgt muliggjort at samordne eller koordinere (sam)arbejdet mellem en række aktører i et virtuelt netværk.

^

NETVÆRK

Jeg skal i denne første sektion forsøge at indkredse en række af de centrale aspekter af begrebet netværk – som de er af betydning for dette projekt. Som det fremgår, er udgangspunktet hvad jeg kalder et virtuelt netværk, hvor målet med netværket er samarbejde – omkring en bestemt forskningsaktivitet. Anskuer man for eksempel internettet, World Wide Web, kunne de fleste sikkert umiddelbart enes om, at der her er tale om et virtuelt netværk af computere, servere og sites indspundet i utal af hyper-links; imidlertid foregår der ikke noget samarbejde mellem disse. Man kunne også sagtens forestille os et netværk af transportmidler, hvor en hensigstmæssig og pålidelig drift fordrer en høj grad af koordi-nering af de enkelte tog og busser, der indgår i netværket (Latour, 1987). I det tilfælde synes det vir-tuelle element imidlertid udeladt. Flere eksempler kunne gives, oplagt kunne det fx synes at være at se på forskningsnettet , men lad mig straks vende mig imod emnet, det vil sige den del af litteraturen, der tager udgangspunkt i studiet af inter-organisatoriske relationer og netværk. Mere præcist vil jeg se på forholdet mellem netværk og viden , herunder særligt studier der søger at besvare spørgsmål som hvordan viden overføres, kom-bineres, skabes og internaliseres i inter-organisatoriske netværk. Blandt de primære kilder, som jeg i gennemgangen gør brug af, finder man en meget udmærket, netop udgivet oversigt af Van Wijk et al. (2003) og et eksempel på et bredt anlagt studie af styrings-mekanismerne i et netværk, udarbejdet af Jones et al. (1997). Et centralt omdrejningspunkt er struc-tural hole (Burt, 1992) henholdsvis social capital (Coleman, 1988) teorierne, men også spørgsmålet om netværkets livscyklus er – i kraft af det her udførte longitudinale studie – en betydelig parameter.

^

Tre typer netværk

I kraft af en gennemgang af store dele af litteraturen, har man identificeret og karakteriseret tre typer netværk: sociale, eksterne og interne. Det sociale perspektiv er overvejende anlagt på en analytisk tilgang, med fokus på de sociale relationer og bånd mellem individer og organsationer. Det handler her primært om adgang til og overførsel af information og viden; netværket er en "vehicle to transfer knowledge directly" (Van Wijk et al: 431). Hvad angår både det eksterne og det interne perspektiv, synes disse af være udløbere af forskellige dele af ledelseslitteraturen (governance modes). I det eks-terne perspektiv ser man på særligt hvordan man kombinerer komplementære vidensbaser og hvordan man internaliserer udefra kommende viden i organisationen. I det interne perspektiv synes fokus at ligge på at øge den interne cirkulation af viden med henblik på at fostre fx intern vidensskabelse (ibid).

Traditionelt har man skelnet mellem disse forskellige forskningsretninger, og hver retnings unikke bidrag til studiet af inter-organisationelle netværk, imidlertid peger de senere års forskning på, at de forskellige retninger med fordel kan komplementere hinanden (Van Wijk et al., 2003; Ebers, 2001). Som et eksempel på en generel netværksteori angiver Van Wijk et al. (2001: 440) ét bestemt trans-disciplinært studie, der med baggrund i de inter-organisatoriske relationer, som de forekommer i ek-sempelvis film-, musik eller modeindustrien, undersøger hvordan netværkets uformelle, sociale koordi-nationsmekanismer synes at være både markedets og hierarkiets styringsmekanismer overlegen (Jo-nes et al., 1997). I studiet fastslås det, at såfremt målet er at styrke samarbejdet omkring delte op-gaver, så gælder det, at "the network form of governance relies more heavily on social coordination and control, such as occupational socialization, collective sanctions, and reputations, than on authority or legal recourse." (ibid: 916)

Hvor fx Ebers (2001) blot erkender, at grænsen mellem de forskellige discipliner er flydende, er Van Wijk et al.'s (2003) ærinde ligefrem at demonstrere, hvordan man med fordel kan ophæve fag-grænserne. Forfatterne er klarest hvad angår det sociale perspektivs generelle anvendelighed. Som de anfører, gælder det, at "the concepts used in social network analysis have general application to all kinds of organizations, including internal and external networks." Jeg føler mig derfor tryg ved at fremhæve disse centrale aspekter, samt, med inspiration fra ovennævnte generelle studie (Jones et al., 1997), forhold vedrørende netværkets styringsmekanismer.

Netværkets struktur og relationelle karakter

Strukturen og relationerne i et netværk betegner, hvordan viden og information flyder igennem net-værket. Afgørende for aktørernes strukturelle indlejring (structural embeddedness) i et netværk er forhold som i.a. netværkets tæthed, dets sammenhængskraft (kohæsion) og spørgsmålet om dets åben-/lukkethed samt fx aktørernes position (central eller perifer). Betegnende for aktørernes relatio-nelle indlejring er båndene mellem disse, det vil sige, den styrke eller intensitet med hvilken aktørerne holder kontakten med hinanden (Van Wijk et al.: 430; Ebers: 7857). To opfattelser synes centrale: den strukturelle tilgang, der ser social kapital som en funktion af information og kontrolfordele – her udnyt-ter en central aktør et såkaldt strukturelt hul i netværket, eller den relationelle tilgang, der opfatter social kapital som en funktion af den intensitet med hvilken aktørerne i et netværk interagerer (Van Wijk et al., 2003; Stokman, 2001; Ebers, 2001; Walker, 1997). Typiske eksponenter for structural hole teorien er Ronald S. Burt (Burt, 1992) og for social kapital teorien James S. Coleman (Coleman, 1988). Figur 4.1a og 4.1b illlustrer tankegangen i de to teorier:

figur 4.1a & 4.1b: Structural hole og social kapital teorierne, grafisk fremstilling efter inspiration fra Van Wijk et al.: 432

Structural hole teorien antager, at der i netværket findes én central aktør, igennem hvilken de øvrige elementer i netværket (nødvendigvis) må kommunikere. Her antages den centrale aktør i kraft af sin nøgleposition, som den der forbinder de øvrige aktører, at have størst udbytte af netværkets informa-tionsstrømme. Et strukturelt hul betegner kort sagt det forhold, at der mellem to aktører forekommer "et hul" i form af manglende kontakt – hvilken en tredie aktør vil kunne udnytte, fx ved at han som mægler forbinder de to. Ifølge omtalte empiriske studier (Jones et al., 1997) antages denne organisati-onsform at tilbyde særlige styringsmæssige fordele, fx betyder den strukturelle indlejring, at udveks-lingerne i netværket foreligger i et mønster der reflekterer en arbejdsdeling (ibid: 914f). Hermed und-går man (viden)redundans, hvilket synes at være en ulempe i netværk, hvor tætheden i antallet af relationer synes at være høj (Stokman: 10514). Netop redundans er et centralt tema, idet teorien med afsæt i transaktionsomkostningsteorien (kynisk) anskuer en relation som overflødig, såfremt aktøren antages at besidde samme viden som en anden aktør, med hvem man i øvrigt også har kontakt. Ifølge teorien bør man suboptimere ens energi/tid, og kun vedligeholde de af ens (forretningsmæssige) for-bindelser, som kan bidrage med ny viden, nye kontakter, eller hvad man måtte være interesseret i. Udgangspunktet er, at man kun kan dyrke et begrænset antal kontakter; målet er selvsagt øget effek-tivitet.

Den strategiske aktør vil derfor eliminere overflødige kontakter, og anvende tid og energi mest hensigtsmæssigt, ved at pleje de såkaldte ikke redundante bånd, det være sig stærke eller svage bånd - eneste betingelse er, at de forbinder ego med aktører i andre klynger eller netværk. Med Burts egne ord lyder den strategiske opfordring: "The task for a strategic player building an efficient-effective network is to focus resources on the maintenance of bridge ties." (Burt: 30) Burt opererer med to typer redundans. En aktør i netværket kan være overflødig enten qua kohæsion - han ved det samme som de andre, eller qua strukturel lighed - han er forbundet med de samme aktører udenfor klyngen (ibid: 40; Stokman, 10514). Mens denne teori, kort sagt, bedst kan applikeres på netværk hvor transaktioner foregår på mar-kedslignende vilkår, er social capital teorien ifølge flere kilder mest fordelagtig for netværk baseret på samarbejde og kollaboration (Van Wijk et al.: 433). Social kapital defineres ved dets funktion – som andre former for kapital, er social kapital et aktiv, der muliggør målopfyldelse, som uden dets tilstede-værelse ville være udelukket. Social kapital adskiller sig fra andre former for kapital, idet det alene forekommer i relationen mellem to eller flere aktører (Coleman: S98, S100f). Den gruppe, i hvilken der mellem aktørerne eksisterer pålidelighed og tillid, antages ifølge social kapital teorien at kunne gen-nemføre eller yde mere end en gruppe, hvor båndene mellem aktørerne måtte være svage. Antagelsen forudsætter selvsagt, at løfter indfries i forventet omfang (ibid: S101f), hvilket igen forudsætter at normer og effektive sanktionsmuligheder er etableret. En norm kunne fx tilsige, at den enkelte aktør sætter kollektivet højere end sig selv, og derfor ikke ville omgå dette (ibid: S104).

Udover disse grundlæggende opfattelser antages tætte koblinger eller bånd mellem aktørererne at være mest hensigtsmæssig som støtte for samarbejdet, særligt såfremt formålet med samarbejdet er kompleks vidensbehandling (Van Wijk, 2003; Nonaka & Konno, 1995). Det skyldes bl.a. det almindeligt antagede forhold, at for at information kan overføres fra en eller flere til en eller flere aktører, fordres en vis redundans i den samlede vidensmængde – aktører som ikke eller kun i ringe grad kender hinan-den, eller hinandens kompetencer, antages at stå overfor unødigt store udfordringer. Redundans opfat-tes altså i modsætning til den ovenfor præsenterede teoriretning som noget positivt, som en nødvendig forudsætning. For et forskningsnetværk, hvor nye og hidtil uerkendte vidensområder (underforstået kompleks vi-den) søges udforsket, synes det uhensigtsmæssigt at der blandt i øvrigt ligestillede aktører forekommer én, der så at sige måtte være mere lige end andre. Som det fremgår af figur 4.1b, er forholdet, i mod-sætning til figur 4.1a, ikke-hierarkisk (Mizruchi: 331). Social capital teorien forudsætter nemlig, at netværkets aktører er tæt forbundet (kohæsionen er høj), således at alle aktører har mulighed for frit at kommunikere en-til-en, en-til-alle eller alle-til-alle .

^

Exploitation vs. exploration

Hvor man i structural hole teorien taler om udnyttelse eller "exploitation", anvender man i social capi-tal teorien begrebet udforskning eller "exploration" af viden og informationer (Van Wijk et al: 432f; Ebers: 7857f). Begreberne stammer fra James March. Hans argument er, at "[the] essence of exploitation is the refinement and extension of existing competencies, technologies and paradigms ... [the] essence of exploration is experimentation with new alternatives" .

Det turde være klart, at hvor man i et forskningsnetværk, alt andet lige, har som målsætning at skabe ny viden, burde man organisere samarbejdet, så det understøtter udforskende processer - som antydet i social capital teorien (Van Wijk et al.: 441). Andre studier synes imidlertid at indikere, at det i praksis ikke er så ligetil (Powell et al.: 118). Inddrager man i sammenhængen en strategisk (baseret på fx en transaktionsanalyse) henholdsvis en konstruktivistisk (læring som en social proces) tilgang, ser vi, at vi ikke simpelt kan skelne de to fra hverandre: "Organizational learning is both a function of access to knowledge and the capabilities for utilizing and building on such knowledge." (Powell et al.; 117ff). I den sammenhæng er det endvidere værd at bemærke, at der synes at være størst potentiale for både overførsel og skabelse af ny viden i det netværk, hvor der i forvejen eksisterer en fælles vidensmæng-de (heuristik) om et bestemt domæne – satser man på "effektivitet", bør man omvendt være opmærk-som på (overflødig) redundans. Forholdet uddybes nedenfor under spørgsmålet om "sanktionering".

^

Stærk-svage bånd

Mark Granovetters teori om stærk-svage bånd, baseret på analyser af sociale netværk (Granovetter, 1973), er formentlig en af mest citerede indenfor netværksteorien. Ovenfor har jeg allerede flere gan-ge skelnet mellem stærke og svage bånd, og dermed forudsat et kendskab hertil. Hvor de fleste net-værksanalyser i (sin tid) synes baseret på stærke bånd, illustreret ved fx bånd mellem venner (Grano-vetter: 1368) eller nære kolleger, så undersøgte Granovetter hvordan svage bånd, fx bånd mellem be-kendte (ibid) eller fjerne kolleger, havde en hidtil overset styrke: nemlig den, at man – i hvert tilfælde hvis man var socialt bedre stillet – i kraft af sine svage bånd lettere end qua de stærke bånd, ville være i stand til at tilegne sig fx ny viden, eller i Granovetter's eksempel, et nyt arbejde . Dette strukturelt betingede argument skyldes det i øvrigt simple forhold, at dem man ser nær-dagligt (for at bånd kunne karakteriseres som stærke, skulle man ses mere end to gange/uge (ibid: 1371)), hører de samme nyhe-der, ser de samme mennesker som dig selv, og besidder, grosso modo, den samme viden.

Endvidere antages det, at man qua svage bånd kan nå kontakt til flest mulige mennesker (ibid: 1369). Det skyldes, at svage bånd fungerer som "broer" – hvor en bro, som i den fysiske verden, udgør den eneste (eller i hvert tilfælde i store netværk, direkte) forbindelse mellem to punkter, A og B . En "bro" mellem to aktører vil altid bestå af et svagt bånd (Granovetter: 1363). Svage online bånd er som broer mellem forskellige informationskilder (Wellman et al: 220). Svage bånd fungerer typisk også som adgangsbillet til ens indirekte kontakter, det vil sige aktører, som ego ellers ikke selv ville være for-bundet med – det såkaldt udvidede netværk. I den sammenhæng antages det, at jo færre indirekte kontakter man har, jo mere indkapslet eller begrænset vil man i princippet være (ibid: 1371). Med forfatterens egne ord kan vi slå fast, at "[w]eak ties are more likely to link members of different small groups than are strong ones, which tend to be concentrated within particular groups." (ibid: 1376)

Hvad angår stærke online bånd, opfylder de i store træk kriterierne for de reale, stærke bånd: de faciliterer hyppige, reciprokke, selskabelige og ofte støttende kontakt. Fordelen ved online fremfor reale bånd er imidlertid, at "the placelessness of CSSN interactions facilitates long-term contact without the loss of relationships that often accompanies residential mobility" (Wellman et al.: 221). Online bånd, hvad enten de er stærke eller svage er desuden ofte lette at vedligeholde – man kan kommunikere med ganske mange personer – særligt hvis flere læser samme besked, som det er tilfæl-det i et online forum, newsgroups eller distributionslister. Nogen vil endda sige, at de qua en hjemme-side eller en weblog, dagligt er i kontakt med flere hundrede personer (Levine et al., 2001).

Selv om svage bånd og strukturelle huller synes at beskrive det samme fænomen (Burt: 27), ser man i structural hole teorien bort fra styrken af et bånd – for så vidt båndet bygger bro over et struktu-relt hul: "Bridge strength is an aside in the structural hole argument. Information benefits are expected to travel over all bridges, strong or weak." (Burt: 28-30). Ens position i netværket bliver i den sammen-hæng bestemmende: det gælder for den enkelte aktør om at placere sig centralt i netværket, for der-med, ved hjælp af få, såkaldte ikke-overflødige kontakter, at sikre sig adgang til de rette ressourcer – i tilfældet viden.

^

Stærk-svage bånd og viden

Opholder vi os for et øjeblik ved stærk-svage bånd og disses betydning for fx søgning og overførsel af viden, har jeg fundet i alt tre forskellige perspektiver, som er af særlig interesse for dette projekt. Som den første vil jeg gerne introducere læseren for Morten Hansens model der, med afsæt i innovati-onsforskning ("new product development" på "subunit" niveau (Hansen: 83)), transaktionsomkostningsteori, og erfaringerne med analyser af sociale netværk, kobler teorien om stærke og svage bånd med teorien om tavs og eksplicit viden. I fortsættelse heraf fremlægges to andre anvendelsesper-spektiver; dels et om leg og improvisation i kognitive netværk (Augier & Vendelø, 1999), dels et om interdisciplinært samarbejde i et forskningsperspektiv (Ernø-Kjølhede, 2001). Hvor førstnævnte per-spektiv er med direkte reference til Hansen (Hansen, 1999) og Granovetter (1973), har sidstnævnte et overvejende vidensskabsteoretisk udgangspunkt.

Søge- overførselsproblematikker

Modellen nedenfor kombinerer søge og overførselsprocesser, og den viser, hvordan tavs og eksplicit viden (Hansen skelner mellem ikke kodificeret – og kodificeret viden) afhængigt af styrken af båndet (mellem aktører, som enkeltpersoner eller imellem enheder) giver visse fordele og ulemper i forhold til søgning efter henholdsvis overførsel af viden. Således illustrerer de første to kvadrater, dels hvordan tavs viden i begge tilfælde (stærke eller svage bånd) synes vanskelig eller endog særdeles vanskelig at overføre, dels hvordan stærke bånd giver relativt ringe fordel i forhold til en søgeproces, mens om-vendt svage bånd giver en fordel! Hvad angår kvadraterne tre og fire, så illustreres det her, hvordan eksplicit viden relativt ukompliceret kan overføres, hvad enten der er tale om stærke eller svage bånd. Hvad angår søgeprocessen, synes Hansens undersøgelser ikke at give nogen signifikant forskel hvad angår forholdet mellem tavs og eksplicit viden; svage bånd er i begge tilfælde mest fordelagtige i en søgeproces!

Som Granovetter i sin tid i sine analyser (tilsyneladende) gik videre end de fleste af sine kolleger, inddrager Hansen, i modsætning til majoriteten af nyere analyser af sociale netværk, hvor det enten har været et spørgsmål om at analysere søge-finde processer, eller vidensoverførselsprocesser (Hansen: 107), i sin analyse begge disse forhold. Desuden tager Hansen hensyn til den type viden (kompleks (ab-strakt) vs. instrumentel (konkret)) der søges/overføres, ligesom han på linie med fx Jones et al.'s (1997) studier af styringsmekanismerne i netværket (kapitel 3) inddrager en omkostnings- eller effekti-vitetsovervejelse. Dermed inddrager studiet både omkostningsspørgmålet (tid anvendt på søgning af - og overførsel af viden) og spørgsmålet om fordele (tid sparet qua sparede udviklingsomkostninger). Endelig henledes opmærksomheden på, cf. transaktionsomkostningsteorien, at stærke (reale) bånd i medgået tid er 'dyrere' at vedligeholde: dels går der tid med kontaktpleje og møder med videre, dels kan man 'risikere' at skulle hjælpe med problemløsning, der ligger udenfor ens umiddelbare, specifikke projektarbejde.

figur 4.2: tie strength/knowledge dimension (Hansen, 1999)

Spørgsmålet om (ledelse af) tavs og eksplicit viden har optaget mange , både forskere og prakti-kere, og en af de største udfordringer for en udvikling af strategier til vidensoverførselsprocesser synes ikke overraskende at være i forhold til den tavse viden, som for så vidt den forbliver tavs, må tilegnes i kraft af aktiv handling, medvirken eller lignende. Citatet nedenfor understreger dette forhold og giver os desuden et billede af mangfoldigheden af synonymer for distinktionen tavs og eksplicit viden:

"The management literature has clearly recognized the epistemological distinction between knowing how and knowing about which is captured by distinctions between subjective vs. objective knowl-edge, implicit or tacit vs. explicit knowledge, personal vs. prepositional knowledge, and procedural vs. declarative knowledge. ... I identify knowing how with tacit knowledge, and knowing about facts and theories with explicit knowledge. The critical distinction between the two lies in transferability and the mechanisms for transfer across individuals, across space, and across time. Explicit knowl-edge is revealed by its communication. This ease of communication is its fundamental property. ... Tacit knowledge is revealed through its application. If tacit knowledge cannot be codified and can only be observed through its application and acquired through practice, its transfer between people is slow, costly, and uncertain ." (Grant: 111).

Hvor Polanyi i sit hovedværk "The tacit dimension" fra 1966 argumenterer for, at tavs viden er tavs, i og med at man umuligt kan sætte ord på (alle) de subtile handlinger man foretager sig, synes Hansen, på linie med fx Nonaka og Takeuchi at antage , at tavs viden er "knowledge-not-yet-articulated: a set of rules incorporated in the activity an actor is involved, which is a matter of time for him/her to first learn and then formulate." (ibid: 421f) I et interview i efteråret 2002 (til LLD) bekræfter Nonaka denne opfattelse: "Overbevisninger eller knowhow er ikke nemt at artikulere klart. Det er i samspillet mel-lem tavs og eksplicit viden, at videnskabelse finder sted" (LLD Quarterly, 1/4: 11). I og med at vi popu-lært sagt "ved mere end vi kan sige" (Polanyi, 1966), er det principielt umuligt at kodificere al tavs viden:

"We cannot operationalize tacit knowledge but we can find new ways of talking, fresh forms of in-teracting and novel ways of distinguishing and connecting. Tacit knowledge cannot be 'captured', 'translated', or 'converted', but only displayed and manifested, in what we do." (Tsoukas: 410)

I modellen går jeg imidlertid ud fra, at tavs viden kan overføres, men at det er svært medmindre aktø-rerne har etableret stærke bånd. Samlet set peger Hansens analyser på, at nettoeffekten af stærke/svage bånd er kontingent med kompleksiteten af den viden der søges/søges overført: "Strong interunit ties provide the highest relative net effect (or least negative effect on completion time) when the knowledge is highly complex, whereas weak interunit ties have the strongest positive effect on completion time when the knowledge is not complex." (Hansen: 105)

^

Leg og improvisation

Hansens model har som antydet været inspiration for Mie Augier og Morten T. Vendeløs (Augier & Ven-delø, 1999) teoretiske studie af kognitive netværk og ledelse af tavs viden. Her beskriver de situatio-nen, som den er netop er fremlagt, som et mindre paradoks, der i særligt grad præger organisationer, hvor økologiske ændringer måtte være hyppige, fx IT industrien: Den vanskeligt tilgængelige viden, det vil her sige den tavse og subjektive, residerer udenfor hvad der traditionelt opfattes som organisatio-nens grænse; det er ikke nok for organisationen blot at indgå i et netværk, det skal også være den rette type, eller mix af, netværk. Til den ende er det vigtigt at forstå de processer, der er styrende for videndeling i netværk, eller rettere, hvordan netværk kan støtte hvad forfatterne identificerer som frugtbare løsener for organisatorisk læring og udvikling: leg og improvisation (Augier & Vendelø: 257f). Med henvisning til Granovetter (1973) finder de, at svage bånd støtter leg i organisationen, fordi legen jo netop er "for sjov", og det derfor ikke betyder så meget, om den (tavse) viden man i legen udveks-ler, ikke nødvendigvis er sand, og fordi der ikke i leg er noget krav om effektivitet. Legen er med til at generere nye ideer, som man sidenhen kan elaborere på. Omvendt støtter stærke bånd improvisation, og her er det typisk væsentligt, at der er etableret en fælles, kognitiv ramme, på baggrund af hvilken det er muligt at agere hurtigt og effektivt (ibid). Her gælder det at en fælles heuristik befordrer ska-belsen af ny viden i kraft af en kombination af viden: "Shared understandings[ ] may lead to new knowledge through new combinations of knowledge." (ibid)

^

Ignorens og non-knowledge

Et sidste eksempel på kompleks vidensoverførsel må siges at forekomme i tilfældet ignorens eller så-kaldt "non-knowledge" (Ernø-Kjølhede: 111-115). Her gives det tilfæde, at en forsker søger viden om noget, han ikke ved (nok om), såkaldt "identified ignorance", eller endnu værre, at vedkommende end ikke ved, at han ikke ved, hvad der er værd at vide, her benævnt "unidentified ignorance" (ibid) . I det første tilfælde, antages han enten at kunne finde frem til den pågældende viden gennem netop forsk-ningen (eller uddannelse), mens i det andet tilfælde det for den uindviede snarere gælder om, at "keep an open mind ... [and/or] team up with people from a completely different area of expertise to get new inspiration" (ibid).

Tænker man over denne betragtning, har man her et eksempel på det af Hansen anførte skisma: adgangen til ny viden går gennem svage bånd, mens overførslen af tavs viden fordrer stærke bånd. Ernø-Kjølhedes omtaler ikke forholdet mellem stærk-svage bånd, men anerkender, at risikoen for spændinger og problemer i det interdisciplinære forskningsamarbejde er højere end i det (multi)disciplinære. I alle tilfældene er der tale om "economies of scale and access to tacit knowledge of col-leagues", men netop den interdisciplinære forskning tilbyder samtidigt med ovenstående risiko "[b]est opportunities to become aware of areas of unidentified ignorance and create highly innovative results" (ibid: 125).

^

Sanktionering

Spørgsmålet om det optimale niveau af aktørernes indlejring i netværket, eller med andre ord, fastlæggelse af optimale relationer, afhænger med andre ord af dels kompleksitetsgraden i de ydelser (viden), netværket skal præstere (Van Wijk et al.: 433), dels størrelsen af netværket (Jones et al.: 924f). I begge tilfælde handler det om at undersøge karakteren af båndene mellem netværkets aktører, om disse er stærke eller svage. Det siges, at jo bedre aktørerne kender hinanden, jo mere den enkelte ved om de øvrige, desto mere forpligtende bliver båndene (Jones et al.: 924). Spørgsmålet er ikke blot teoretisk, det ses som værende et vigtigt empirisk problem (ibid: 925):

"Too much embeddedness may create its own set of problems. ... [O]verembeddedness in relational embeddedness (i.e. many strong ties and few weak ties) may lead to feuding, choking off novel in-formation from other parts of the industry, and welfarelike support of weak network members. ... The optimal level of structural embeddedness in terms of overall fitness of the network may be an intermediate range, where partners are neither too tightly connected to fragment social connections nor too loosely connected to be unaware of who needs information and has information to provide, and the optimal level may be determined by network size. It is an important empirical question." (ibid: 925)

I alt omtales fire sociale mekanismer, som jeg i det følgende kort gengiver med henblik på senere at undersøge, om de er relevante i den konkrete empiriske kontekst:

• Begrænset adgang – færre aktører skulle efter sigende bidrage til hyppigere udvekslinger og der-med etablering af stærke bånd mellem disse. Jf. dogmet omkring "prisoner's dilemma", vil færre partnere virke forebyggende på opportunistisk adfærd
• Makrokultur – henviser til det forhold, at der i kraft af langvarige forbindelser etableres en fælles kultur, i hvilken aktørerne bedre forstår hinanden; her bestemmes bl.a. roller og relationer samt konventioner, det vil sige hvad der fx går som accepteret adfærd.
• Kollektiv sanktionering – måden aktørerne i en gruppe straffer den eller de der bryder gruppens normer, værdier eller målsætning, kan variere fra sladder og rygtesmediri til direkte eksklusion el-ler sabotage. Hermed bliver det klart, hvad der er accepteret adfærd. Ofte vil den enkelte aktør have svært ved at trække våbenet, men her er metanormer med til at definere, hvordan man så straffer den der ikke straffer afvigere; det kan fx ske ved, at ens renomme lider skade (hvilket i et forskningsnetværk må antages at være ret alvorligt).
• Renomme – førend at en aktør lukkes ind i det gode selskab, bør hans omdømme selvsagt vurderes. Netværket, eller kæden, er som sagt aldrig stærkere end det svageste led. Spørgsmålet om re-nomme må ses i forlængelse af punkt 3, kollektiv sanktionering (Jones et al.: 925-935).

I alt fire styrings- eller sanktionsmekanismer, der på hver sin måde bidrager til at udvikle og fastholde netværkets aktører i gensidigt forpligtende relationer. Ideelt set skal der være overensstemmelse mel-lem mekanismerne, men de antages let at komme i konflikt med hinanden; anvendt i praksis kan de også bevirke faldende kohærens i det sociale system (ibid). Det bemærkes at "occupational socializa-tion, collective sanctions, and reputation" spiller en større rolle end formel autoritet og retslige res-sourcer (Jones et al.: 924f) .

Ifølge eksempelvis Luhmann er tillid ikke blot en forudsætning for smidig interaktion, men samtidigt en væsentlig sanktionerende faktor. Kort sagt vil akørerne, hvis tillid en gang er etableret, afhængige af forholdet, være forsigtige med at bryde tilliden. Spørger man til, i "hvilken generel retning skal man søge efter holdepunkter for tillidsdannelsen?", erfarer man, at fortrolighed med tillidspersonen uden tvivl er en væsentlig faktor: "Man har snarere tillid til den, man er fortrolig med, end til en fremmed." (Luhmann: 73) Hvis man imidlertid kommer i tvivl om, om man bør vise tillid, bliver man stillet overfor et dilemma. Man må så tage stilling til modpartens motivationsstruktur, med andre ord overveje dels "hvilken gevinst eller hvilket tab kan skrives på partnerens regning i tilfælde af til-lid[sbrud]", dels hvilke muligheder modparten har på at "øve indflydelse på partnerens fremtidige skæbne ..." (ibid). Opfattet således, bliver spørgsmålet om sanktionsmuligheder anderledes stillet op. Luhmann taler ikke om netværk, men anvender (i sine senere afhandlinger) en kompleks systemteori, i hvilket han givet ville opfatte et specialiseret, fagligt netværk som et socialt system. Såfremt der først er etableret tillid, antages alene anticipationen (hos modparten) af ekstreme sanktionsmuligheder at virke som en stabiliserende faktor. Desuden gælder det, "at sociale systemer, som gennem deres struk-tur af indre interdependenser" ikke blot "i særlig grad er henvist til gensidig tillid", de "skaber også bedre forudsætninger for opståen af tillid." (ibid: 78)

^

Netværkets etablering

I forlængelse af en diskussion af spørgsmålet vedrørende styringsmekanismer og forholdet mellem ud-nyttelse og udforskning, synes det relevant at inddrage spørgsmålet om netværkts livscyklus. Der er, alt andet lige, forskel på et netværk under etablering og et veletableret netværk - hvad angår fx aktø-rernes interaktioner og underliggende hensigter. Idet jeg empirisk betragtet er henvist til et materiale, hvor netværket er i sin vorden, vil jeg kunne drage fordel af en indsigt i de processer, der her (nor-malt) udspiller sig.

I nogle tilfælde, når et netværk etableres, vil aktørerne i netværket i forvejen kende hinanden, hvorfor der blandt aktørerne (i forvejen) eksisterer en grad af tillid, reciprocitet, vilje til gensidig til-pasning, og en forpligtelse til at tage vare på egen og andres troværdighed (Larson: 1992). Illustreret i et livscyklusperspektiv ser man, at forud for netværkets dannelse vil aktørernes personlige såvel som institutionelle renomme og kontakter være afgørende, idet begge elementer er med til at reducere usikkerhed med hensyn til forventninger og forpligtelser. Fordelen skulle være, at samarbejdet hurtigt vinder momentum.

Selv om mange groupware applikationer er designet til at understøtte "tightly bounded work groups", antages de alligevel at kunne støtte samarbejdsrelationer i "sparsely knit, loosely bounded organizations whose members switch frequently and routinely [...] as they move between projects (Wellman et al.: 227; Fulk & Desanctis, 1995). I netværksorganisationen er det vigtigere at kunne byg-ge bro over meningsforskelle end at være fysisk samlet (Mowshowitz, 2002).

Når netværket er etableret, vil den første prøveperiode virke som en test heraf. Aktørerne vil vur-dere, i hvilken grad de hver især får noget ud af samarbejdet. Engagementet vil, i teorien, være base-ret på, i hvilken grad regler, procedurer og tillid reelt etableres. Typisk vil man se, at én aktør initierer processen og blandt andet sikrer, at der i netværket foreligger klarhed med hensyn til, hvad deltagerne kan forvente af processen. Processen skrider frem efter devisen quid pro quo, det vil sige i incremen-telle stadier, hvor gensidighed er afgørende – jeg gør en indsats, du gør en tilsvarende indsats, jeg risikerer noget, du ligeså, et cetera.

Senere i forløbet vil man normalt se en yderligere operationel og strategisk integration. Når det niveau nås, antages det, at social kontrol i form af moralsk forpligtelse, tillid og ens interesse i at be-vare sit omdømme, vil kunne udgøre en effektiv mekanisme til koordinering og kontrol (Larson: 83-97).

^

Tillid

Som det fremgår, synes spørgsmålet om tillid og fortrolighed at være en af de væsentligste faktorer for netværkets og samarbejdets succes (fx De Michelis, 2001; Lipnack & Stamps, 1997; Larson, 1992), for søge- overførselsprocessen (Levin, 2002), eller for, at der overhovedet mellem to eller flere aktører kan etableres bånd, hvilket, som allerede belyst er en forudsætning for, at viden kan overføres (Han-sen, 1999; Granovetter, 1973). Også i forhold til begreber som socialisering og etablering af en me-ningsfuld kontekst, synes tillid at spille en væsentlig rolle (Nonaka, 1994; Nonaka & Konno, 1998). Til-lid er med andre ord et centralt begreb, hvorfor det fortjener en særlig opmærksomhed. Ifølge Niklas Luhmann (1973), relaterer tillid sig "hele tiden til kritiske alternativer, hvor skaden ved tillidsbrud kan være større end den fordel, som bliver vundet ved at vise tillid." En række handlinger, kooperative såvel som koordinerede enkelthandlinger, ville uden tilliden som kompleksitetsreducerende faktor, slet ikke finde sted uden tillid (ibid: 60f).

Ser vi på den personlige tillid, udtrykker Luhmann sig på følgende bombastiske måde: "Værdig til tillid er den, som holder fast ved det, som han har meddelt bevidst eller ubevidst." (ibid: 81) Tilliden opbygges trinvist, det er 'de små skridts' princip, der gælder. Processen er med andre ord inkrementel, hvilket også andre forskere anerkender, fx Andrea Larson (Larson, 1992). Hun fandt, at det i et net-værk ofte vil tage et år eller mere, inden den fornødne tillid er etableret (Larson: 88).

Hvis en aktør (efter moden overvejelse) omvendt ikke ønsker at etablere et tillidsforhold, vil ved-kommende normalt vælge at afslå et tilbud herom så tidligt som muligt i processen, det vil sige i eller forud for etableringsfasen (Luhmann: 89f).

I et pragmatisk studie, viser det sig, at tillid mellem to aktører kan være baseret på henholdsvis velvillighed (at personen du viser tillid vil dig det godt; eller ikke bevidst skader dig) eller kompetence (at vedkommende vitterligt er vidende). Ideelt set bør begge tillidsformer sameksistere i forholdet mellem to eller flere aktører (Levin: 2002):

"For individuals to take advantage of experimental, or tacit, knowledge, they must believe that the knowledge source is both willing to help and is well-versed in the particular discipline." (ibid)

Blandt de faktorer der defineres som afgørende for, om der kan etableres tillid, finder man

• demografi (alder, køn)
• organisatorisk lighed (jobfunktion, fysisk nærhed, position i hierarki eller erfaring fra tidligere projekter)
• social kapital (stærke bånd, fælles vision og målsætning, samme sprog og terminologi)
• (vurdering af) vidensresourcen (er vedkommende tilgængelig, diskretion, empati)

Særligt empati og båndenes styrke antages at være særligt væsentlige i forhold til velvillighedsbaseret tillid (Levin: 5f). I forhold til overførsel af tavs eller kompleks viden, eller viden der forudsætter en udforskende adfærd, er det væsentligt at begge tillidsformer er til stede samtidigt:

^

VIRTUALITET

I denne anden sektion ser jeg på begrebet "virtualitet". Som det var tilfældet i forrige sektion lader heller dette greb sig definere entydigt. Lipnack & Stamps (1997) tager afstand fra den typiske oversættelse af begrebet, hvor virtuel opfattes som værende i modsætning til reel, som noget der blot synes at eksistere. For dem er virtuel snarere lig en anden værenstilstand, hinsides fysiske grænser, med andre ord, en digital realitet, i hvilken et computernetværk skaber et rum eller 'space', som nok er virtuelt, men samtidigt er reelt for den gruppe af personer, som deles om dette særlige rum (ibid: 6). Det er med andre ord ikke individerne per se, der er virtuelle, men højest netværket, rummet, praksisfællesskabet, eller organisationen, der i kraft af manglende fysiske rammer eller grænser blot synes at eksistere. Der er ikke et sekretariat, et kontor, eller en anden form for fysisk lokalitet, hvor aktørerne mødes og eksempelvis udstiller bestemte fysiske artefakter. Kort sagt gælder det, at et "[v]irtual space occurs outside the physical realm" (Fulk & Desanctis: 286).

En noget anden tilgang til begrebet finder man omvendt i flere naturvidenskabelige forskningsprojekter. På et møde afholdt af "Forskningsnettet", "en højhastigheds internettilkobling skræddersyet til brugerne i den danske forskningsverden" , med omkring 110 institutioner tilknyttet, blev et antal forskellige eksempler på virtuelle universer præsenteret. Grundlæggende var der tale om, at det ved hjælp af computeren var muligt at simulere optimering af brugen af diverse teknologier, fx en olieboring i Nordsøen eller vindens virkning på vindmøllen. Tilsvarende har jeg hørt om om et forskningsprojekt kaldet "Anybody" , en computersimulation af et menneske (Cyborg). Her gælder det for forskerne om at simulere kroppens muskler, først og fremmest i ryggen, for herved at kunne bestemme belastningen af ryggen som følge af eksempelvis stillesiddende arbejde. Disse eksempler står i kontrast til Lipnack & Stamp, idet det jo her er evident – vi taler her om simulering – at olien og vandet, vinden eller mennesket, ikke eksisterer som andet end bits'n'bytes.

De primære kilder jeg her tager i anvendelse, er to sæt artikler fra to forskellige særudgivelser af tidsskriftet "Organization Science", fra henholdsvis 1996 og 1999. Desuden har jeg gjort brug af to bøger der grundlæggende behandler spørgsmålet virtualitet med udgangspunkt i teorier om den virtuelle organisation. I sidste afsnit ser jeg nærmere på begrebet ba og spørgsmålet om tid og sted relationen i cyberspace.

^

Baggrund

Virtualitet er et relativt nyt begreb – først i begyndelsen af 1980'erne begyndte man i faglitteraturen at tale om den virtuelle organisation (Mowshowitz: 25), og først i 1990'erne optræder ordet "virtuel" re-gelmæssigt i overskrifter med videre (Lipnick & Stamps: 5f). Endnu i midten af halvfemserne var "tech-nology-based networks ... and their development ... an exciting new area of research". (Fulk & Desanc-tis: 287). Virtuel indgår i flere forskellige sammenhænge, som i for eksempel virtuel realitet, virtuel hukommelse, virtuelle teams, klasseværelser, kontorer eller organisationer (Mowshowitz, 2002; Lipnick & Stamps, 1997; Fulk & Desanctis, 1995).

Det antages at årsagen til, at vi oplever en stigende grad af virtuelle organisationsformer, helt overvejende skal søges i informationsteknologiens fremkomst; særligt udviklingen i de seneste blot fem-ti år, hvor vi har oplevet, i.a., at

• kommunikationshastigheden som følge af større båndbredde er øget betydeligt og omkostningerne forbundet hermed er reduceret væsentligt
• behovet for informationsudveksling åbenbart er steget næsten tilsvarende
• antallet af forbindelser mellem indbyrdes forbundne computere er steget dramatisk (forbundet-hed), samt endeligt
• "integrationen af kommunikation med informationsteknologi, ... betyder, at IT ikke bare forbinder enheder eller virksomheder, IT kan også medvirke til at skabe fælles læring og fælles erfaring in-tra- såvel som interorganisationelt." (Fulk & DeSanctis i Dejgaard: 34)

Disse elementer siges at være medvirkende faktorer til etablering af nye virksomhedsformer, fx virtuelle forskningsnetværk, eller ændrede samarbejdsmønstre, fx koordinering (samordning) i det virtuelle rum. Disse forhold skyldes, at informationer og viden kan distribueres stort set gratis, og at "enhedsomkostningerne for koordination nærmer sig nul" (Dejgaard: 34).

^

Den virtuelle organisation

Studerer man således organisations- og teknologidimensionerne, støder man gentagne gange på et begreb som den virtuelle organisation. I praksis er teknologi-organisationskoblingen typisk kendetegnet ved, at man i kraft af IKT ser nye organisationsformer, hvor elektronisk kommunikation er den essentielle komponent, der har forandret den klassiske organisation (Fulk & Desanctis: 292). Disse nyere organisationsformer benævnes i.a. "adhocracy ... technocracy ... the internal market ... heterarchy ... knowledge linked organization ... virtual organization ... network organization ... postbureaucratic form" (ibid: 281). Der findes ikke nogen konsistent defintion af begrebet, men gennemgående kende-tegn synes at være, at koordinationen af organisationens eller netværkets aktiviteter er afhængige af og effektiviseres i kraft af IKT (Kraut et al., 1999; Descantis & Monge, 1999; Mowshowitz, 2002). I øv-rigt fordres det, at organisationen er forankret i et netværk af relationer eller alliancer: "virtual orga-nisations use existing organisational structures from one or more existing organisations" (McKay & Marshall: 204f).

Uanset med hvilket tempo de nødvendige omstillinger er blevet gennemført, antages omstillingen ifølge Fulk & Desanctis (1995) at have været fundamental på flere niveauer, fx

• er aktørerne ikke længere bundet til et fast arbejdssted,
• erstattes fysiske arkiver af elektroniske filer,
• de primære aktiviteter udføres i kraft af computer medieret kommunikation, mens
• ansigt-til-ansigt kommunikation anvendes til at sikre den organisatoriske sammenhængskraft,
• fremstår organisationen strukturløs (sic!),
• sublimerer det transorganisationelle netværk oprindelige eksterne grænser (hvor de så måtte have gået), og
• kan individuelle aktører i en holografisk optik opfattes som værende organisationen (ibid: 283f).

Til forskel fra den traditionelle gruppe, eller team, eller praksisfællesskab, som måtte være begrænset til fysisk samvær, telefon og email, er det for virtuelle samarbejdskonstellationer normalt rutinemæs-sigt at krydse grænser, tidszoner og miljø. Det der kendetegner "virtualitet" er muligheden for at arbe-jde "across space, time, and organizational boundaries with links strengthened by webs of communica-tion technologies." (Lipnack & Stamps: 7)

^

Tid/sted dimensionen

Selvsagt er det virtuelle tæt forbundet med tid- og steddimensionerne, og en ophævelse af disse – enten i en tidsmæssig lomme eller et abstrakt rum, kaldes ofte cyberspace. I cyberspace antages man at være fri af tid og sted, men denne frihed kan debatteres. Uanset om man fx chatter, returnerer en e-post, søger efter informationer på nettet eller uploader en fil til det fælles virtuelle rum, befinder det enkelte individ sig imidlertid altid i en konkret tid-sted relation – i hvert tilfælde i forhold til sig selv, men i et kontorfællesskab samtidigt også til andre, i kød og blod tilstedeværende individer.

Imidlertid oscillerer man ikke kun mellem det reelle og det virtuelle univers, man skifter også mellem flere, samtidige virtuelle universer, og som sagt det reale, det vil sige den absolutte tid og det konkrete sted hvor man fysisk befinder sig. Endvidere tillader teknologien aktørerne samtidigt at være til stede i flere forskellige rum, et forhold man kender fra den parallelle brug af multiple software applikationer, som man til enhver tid måtte have kørende i computerens forskellige vinduer (multi-tasking). Kort sagt gør brugen af vinduer gør det muligt for individet at være til stede i flere virtuelle kontekster samtidigt (Wellman et al., 1995). Ganske vist er opmærksomheden alene rettet mod et vindue ad gangen, men ens identitet (personae) på computeren og i netværket er en konsekvens af ens distribuerede tilstedeværelse:

"[T]he windows technology that we use when visiting cyberspace provides a potent metaphor for thinking about the self as a multiple, distributed, 'time-sharing' system. The self is no longer simply playing different roles in different settings – something that people experience when, for example, one wakes up as a lover, makes breakfast as a mother, and drives to work as a lawyer. The windows metaphor suggests a distributed self that exists in many worlds and plays many roles at the same time." (Turkle: 16215)

Her er der tale om abstrakte rum og en simuleret identitet, som kan være forskellig fra det ene til det andet øjeblik. Denne analysetilgang er overvejende psykologisk, hvorfor jeg ikke her skal anvende cita-tet til andet end en påpegning af, at det virtuelle univers tillader den enkelte aktør tilsyneladende (for andre), at være til stede i flere samtidige universer, og umiddelbart ved et museklik at skifte mellem disse. Forholdet mellem tid og sted relationerne kan illustreres i følgende firfeltsmodel, der viser for-holdet mellem abstrakt og konkret tid og sted (Sørensen, 2000):

figur 4.3: tid/sted dimensionen

Som det fremgår viser modellens to øvre kvadrater den synkrone tid, mens den i de to nedre kvadrater, tre og fire, illustrerer asynkron tid. I kvadraterne et og tre er stedet konkret, mens det i kvadraterne to og fire er abstrakt. Der er altså to ekstreme situationer, et og fire, hvor tid-/stedrelationen er abso-lut konkret og absolut abstrakt, samt to situtationer, kvadraterne to og tre, hvor man enten handler i synkron tid, men i et abstrakt univers, eller på et konkret sted, men med en tidsmæssig forskydning.

Det virtuelle rum som arbejdsplads

Overvejes det, hvilke aktiviteter der måtte kunne udfolde sig i de fire forskellige felter, vil jeg antage, at der i det første felt, hvor tiden og stedet er konkret, vil være tale om et almindeligt møde, hvor samværet mellem fysiske aktører finder sted på et fysiske sted. Dette forhold betegnes normalt som ansigt-til-ansigt kommunikation.

Omvendt åbner fjerde kvadrat, hvor tiden og stedet er abstrakt, op for en ren virtuel erfaring. Et oplagt eksempel herpå finder man i groupware systemer. Her er det muligt at udføre handlinger, eksempelvis hente informationer (eksplicit viden), lægge eller læse en besked, eller føre en trådet di-skussion i et dertil indrettet forum, alt sammen uafhængigt af tidspunktet på døgnet, og uafhængigt af, hvor aktøren fysisk måtte befinde sig – så længe han eller hun har adgang til (mobil) telekommuni-kationsudstyr .

I de resterende kvadrater, to og tre, er situationen anderledes. Her er der tale om en spejling af kombinationen tid- og sted (u)afhængighed. I andet kvadrat er tiden som i første kvadrat konkret eller synkron, men her er til gengæld stedet abstrakt. Et klassisk eksempel på denne form for sted- men tidsafhængig kommunikation er telefonen; nyere eksempler er brugen af videokonferencer, chatrum, usergroups, eller de såkaldte virtuelle verdener (Active Worlds (AW)), hvor man udover at kommunikere ved hjælp af chat, desuden figurerer i form af en avatar, en kunstig 3D figur. Videotelefonen, som den er på vej til at allemandseje i kraft at en webcam og Microsoft's "Messenger" (MSN), er et eksempel på, hvor man umiddelbart, fra sit tastatur, kan anmode en (eller flere) aktør(er) om at mødes online, eventuelt på webcam, det vil sige med lyd og levende billeder. I MSN er det med en brugerlicens mu-ligt at lave applikationsdeling, så man sammen kan besøge et website, eller illustrere tanker og ideer på et fælles, virtuelt whiteboard.

Hvad angår det tredie kvadrat, hvor som det fremgår tiden er abstrakt, men stedet konkret, synes det vanskeligt umiddelbart at forestille sig andre situationer end den, hvor man nødvendigvis må indfinde sig på en bestemt lokalitet, eksempelvis et privat værksted eller atelier, hvor man uafhængigt af andres kalendere, udfører et stykke arbejde. I det tilfælde vil man kunne argumentere for en vis grad af asynkronitet, samtidigt med, at stedet er konkret, fysisk. Et andet eksempel er de gammeldags sproglaboratorier, men her foregår der ikke noget samarbejde (Sørensen: 237).

Såfremt det fastholdes, at et konkret sted skal være fysisk, kan det være vanskeligt (umuligt) i bå-de første og tredie kvadrat overhovedet at argumentere for nogen form for virtualitet. Læses figuren vertikalt, ses det, at der i begge kvadrater er tale om en konkret, stedslig binding. Denne skelnen er for mig at se klar. Imidlertid er den ikke nødvendigvis i overenstemmelse med hvordan fx Lipnack og Stamps definerer det virtuelle team. Med udgangspunkt i en spatial model kaldet "50-Foot Rule of Col-laboration", definerer de ethvert team der ligger udenfor 50 fods afstand fra individet som virtuelt! Det vil sige, at de af dine kolleger, der befinder sig i et andet land, en anden by, en anden bygning eller blot enkelte etager væk, alle sammen defineres som værende virtuelle. Med dem er den daglige kom-munikation ikke baseret på "in-person" eller ansigt-til-ansigt kontakt; kommunikationen er båret af elekroniske medier. Kort sagt finder jeg det irrelevant at diskutere, om afstanden er mere eller mindre end 50 fod. Afgørende i en diskussion om (tid- og) sted-relationen og virtualitet må være, at aktørerne i en system-verden accepterer, at et møde, fremfor at foregå face-to-face, i stedet foregår "face-to-interface", at aktørerne (primært) mødes i cyberspace (uden et fysisk lokale eller lignende) (Ahuja & Carley.743) og at der eksisterer en fysisk afstand (i.a. Lipnack & Stamps, 1997; Ahuja & Carley, 1999).

Grundlæggende er det ikke her et spørgsmål om at diskutere, om fysiske samvær kan erstattes af nogen former for computer medieret kommunikation. Her skal jeg blot opholde mig ved det forhold, at virtualitet for så vidt ophæver den traditionelle opfattelse af tid og sted. Af disse to centrale dimensi-oner er sted-dimensionen måske den mest afgørende: det virtuelle rum er ikke fysisk, men i det virtu-elle univers kan aktørerne vælge at kommunikere synkront eller asynkront. I forhold til ovenstående figur er fokus i dette projekt alene på kvadraterne to og fire: stedet er abstrakt, tiden enten synkron eller asynkron.

^

ba

I forhold til en diskussion af forudsætningerne for at samarbejde i virtuelle netværk, synes begrebet ba, det japanske ord for "et arbejdssted" eller "organisatorisk felt" (Nishiguchi, 2001), at tilbyde et interessant perspektiv. Konceptet, som jeg her belyser det, er som den kendte SECI-model udarbejdet af Ikujiro Nonaka, her i samarbejde med Noboru Konno (Nonaka & Konno, 1998). Det vigtigste perspek-tiv i ba, er interaktion og den organisatoriske reflektion qua fælles temaer. Det antages, at viden ikke blot skabes af ét individ, men i interaktion med andre og omgivelserne. Det forudsættes, at viden der residerer i den enkelte aktør kan deles, genskabes og suppleres eller præciseres ("amplified") qua in-teraktion i ba. Omvendt antages det, at såfremt viden separeres fra sit ba, falder det tilbage i den laverestående form – information. Ba udgør med andre ord samtidigt en kontekst.

"The Japanese word ba denotes not only a physical space but a specific time and space, including the space of interpersonal relations. Hence, ba is a time-space nexus or, as Heidegger expressed it, a locationality that simultaneously includes time and space. Thus, we consider ba to be a shared time and space for emerging relationships among individuals and groups to create knowledge. It can be physical (e.g., office, dispersed business space), virtual (e.g., e-mail, teleconference), mental (e.g., shared experiences, ideas, ideals), or any combination of these. It can be a shared space and time (from face-to-face to virtual) for a project team, a space for informal dialogues, a space to share experiences with customers, a space for interdivisional cooperation, or a space shared by vir-tual companies." (Nonaka et al.: 19)

Ba har afsæt i Kyotoskolen, hvis grundlægger Kitaro Nishida (1870-1945) stræbte imod en fusion af vestens og østens filosofier – blandt andet udviklede han sin egen "logic of 'contradictory identity'". I forhold til en teori om viden tilbyder Kyotoskolen et udgangspunkt, eller logik, hvor forholdet mellem viden og den vidende opfattes som gensidigt konstruerende størrelser: "In a somewhat simplified way, one could say that the ba is the 'space' where this mutual construction transpires." (Tuomi: 120f.) ,

Det er de forskellige ba's særlige karakteristika, der skal støtte videnstransformationsprocessen. Efterhånden som processen gennemløbes flere gange, er det tanken, at den viden, der er genereret i hver enkelt ba, bundfældes og udgør en vidensbase for den virtuelle organisationen. Vidensprocessen handler ikke om blot at skabe viden, men også om at definere det særlige rum (ba) hvori videnskabel-sen foregår. At rummet skal defineres, udvikles, plejes og kultiveres svarer i store træk til, at organisa-tionskulturen skal defineres, udvikles etc. Ifølge et interview givet til LLD, angiver Nonaka fire betin-gelser, som skal opfyldes, for at man kan skabe en "god ba":

"Først skal de ansatte have frihed, men denne frihed skal balanceres med kontrol og orden. For det andet skal der være grænser, men disse grænser skal være gennemtrængelige. For det tredje skal der være en god dialog baseret på åben tænkning. Det er den vigtigste betingelse. Der skal være et multiperspektivisk udgangspunkt. For det fjerde, skal Ba’ens struktur være dialektisk. Det betyder, at i et produktionsteam er det nødvendigt at der er mindst tre roller. Tre roller som kan udfordre hinanden." (LLD Quarterly, 1/4: 11)

Det er blot ikke alle, der er opmærksomme på, at for at samarbejdet skal lykkes i det virtuelle rum, kræver det en indsats der (mindst) modsvarer den, der kræves for at samarbejdet lykkes i det fysiske rum. I citatet ovenfor henvises til tre roller – og Nonaka anvender et metafor fra sportens verden, nem-lig træneren, anføreren og spillerne på fx et fodboldhold: Alle samarbejder, men udfylder forskellige roller (ibid). I det virtuelle univers kan man fordel gøre brug af roller, men de er noget anderledes end disse, fx er det rollen som "opponent", snarere at ligne med en modspiller, mens rollen som "modera-tor" minder om ordstyreren eller mægleren. Hvor nogle aktører i et samarbejde eksplicit tildeles særli-ge roller, for eksempel rollen som projektleder, vil andre aktører have såkaldt implicitte eller uformel-le roller. Rollerne kan skifte, således kan rollen som for eksempel moderator, facilitator, eller oppo-nent være eksplicit eller implicit (Dirckinck-Holmfeld & Fjuk: 155).

Forfatterne har udarbejdet en model (figur 4.4), hvor hvert kvadrat repræsenterer et særligt rum, i hvilket vidensskabelsen og meningsudvekslingen foregår. Hvert rum støtter en bestemt vidensforvand-lingsform for henholdsvis tavs og eksplicit viden, hver enkelt ba støtter en bestemt transformationspro-ces (Nonaka & Konno: 45f).

Tavs-til-tavs vidensforvandling sker i originating ba (i kraft af socialisering), hvilket er det rum, eller space, hvor de enkelte aktører for så vidt lærer hinanden at kende, hvor følelser, erfaringer og mentale modeller skabes i social, ansigt-til-ansigt samvær med andre. Det bemærkes, at det er her, at også "care, trust [tillid], commitment, freedom, and safety emerge ... [o]riginating ba often is the primary ba from which the knowledge creation process begins" (Nonaka et al.: 20).

Det er i originating ba, at præmisserne for vidensskabelse etableres. Det er her, at aktørerne for så vidt lærer hinanden at kende – fysisk, ansigt-til-ansigt (en antagelse der udfordres), så de siden hen kan omgås i det virtuelle rum. Lad mig i den sammenhæng nævne et (tidligt) studie af Carley & Wendt af "collaboration" mellem videnskabelige fællesskaber – her var det nødvendigt med en periode med fysisk nærhed for at opbygge tillid og komme til konsensus vedrørende projektets fokus. Som alle-rede omtalt fordrer socialisering, at deltagerne bruger tid sammen, at de i fælles tid/rum handler og agerer, at de kort sagt sameksisterer, for hermed at blive klogere på hinanden. Målet måtte være, i kraft af fysisk nærvær, at overføre tavs viden, herunder sympatier, holdninger og meget andet, som det, ifølge forfatterne, synes umuligt at overføre i det virtuelle rum. Det er også her, at bånd mellem individerne skabes. Ideelt set anvendes eksisterende bånd til at bygge bro (cf. Granovetter, 1973) til andre aktører, med hvem der etableres nye, online bånd, og eksisterende bånd kultiveres.

figur 4.4: ba (tilpasset fra Nonaka et al., 2001; Nonaka et Konno, 1998; Nonaka & Takeuchi, 1995 (SECI-modellen))

I andet kvadrat, dialoguing ba (også kaldet interacting ba), omsættes den tavse viden til eksplicit viden, der sker en eksternalisering. I forhold til originating ba forekommer i dette space en mere be-vidst konstruktion af de personlige relationer, således at den enkelte aktørs personlige viden og kom-petencer søges omsat til fælles mentale termer og koncepter; med andre ord, aktørerne gennemgår i en parallel proces en refleksiv analyse af egne og andres verdensbilleder (Nonaka et al: 20; Tuomi: 118). Det vil normalt være i dialoguing ba, at deltagerne danner grupper; det er her, at aktørerne "transcends the inner- and outer-boundaries of the self" (Nonaka & Konno: 43), og engagerer sig i en bestemt rolle og/eller arbejdsopgave. Som modellen også viser, sker der her en udveksling mellem peers, P2P, jævnfør boksen indsat i andet kvadrat i figur 4.4.

I tredie kvadrat (modellen læses, som pilen antyder, som var det en urskive), finder man systema-tizing ba . I systematizing ba er det muligt at mediere kommunikationen vha. computeren (Tuomi: 118). Det er, som det erindres her, at ny, eksplicit viden kombineres med eksisterende viden og infor-mation. Det er, ifølge forfatterne her, at muligheden for interaktion i det virtuelle rum (uden tvivl) er mulig, hvor tid og sted relationen, endda med fordel, kan ophæves:

"The combination of explicit knowledge is most efficiently supported in collaborative environments utilizing information technology. The possibility to construct and support systematizing ba through the use of on-line networks (intranet og internet), groupware, document tools, and databases have been growing rapidly over the last decade. This technological shift enhances the importance of this conversion mode." (Nonaka et al.: 21)

Det fjerde og sidste ba, exercising ba, adskiller sig fra eksempelvis dialoguing ba, der er præget af rent kognitive processer (thought), ved at være præget af handling (action): "In this ba, 'individuals embody explicit knowledge that is communicated through virtual media, such as written manuals or simulation programs." (cf. Nonaka, Toyama, and Konno, 2000 i Tuomi: 118). Som det fremgår, foregår aktiviteten on-site, hvorfor sted-relationen må opfattes som reel.

^

SAMARBEJDE

Denne sidste af tre sektioner handler om samarbejdsdimensionen. Jeg lægger ud med et vue over be-grebet samarbejde, for dernæst at undersøge betingelserne for distribueret samarbejde, som det i teorien forekommer indenfor CSCW-forskningsfeltet – Computer Supported Cooperative Work.

Fremlæggelsen baserer sig overvejende på Kjeld Schmidts (Schmidt 1994; Schmidt & Bannon, 1992) tidlige undersøgelser af CSCW som forskningsfelt, subsidiært på Georg Michelis' (Michelis 2001) bidrag til ontologien "Knowledge Emergence" (Nonaka & Nishiguchi, 2001) og Fjuk og Dirckinck-Holmfelds (Fjuk og Dirckinck-Holmfeld, 2000) diskussion om det dialektiske forhold mellem proces og produkt. Både Schmidt og Dirckinck-Holmfelds arbejder synes at være på Anselm Strauss' begreb "articulation work", der på dansk bedst oversættes som "samordningsarbejde".

^

Thou shalt cooperate

De første samfundsvidenskabelige studier af begrebet samarbejde, på engelsk "cooperative work", stammer fra 1835. Så tidligt som 1867 skulle Marx have fremkommet med følgende definition: "multiple individuals working together in a conscious way in the same production process or in different but con-nected production processes." (citeret i Schmidt & Bannon: 7) Som det fremgår lagde Marx vægt på både det processuelle aspekt og den gensidige afhængighed aktørerne imellem.

Imidlertid siger dette ikke ret meget om de mange, ofte komplekse forhold der gør sig gældende, når to eller flere aktører sammen skal udføre et arbejde, idet samarbejde betinger i.a. gensidighed og afhængighed, koordination, integration og koordination, tillid og loyalitet (Schmidt: 6f). Når flere personer i et netværk af sociale relationer sammen skal udføre et arbejde, synes det umuligt på forhånd at definere funktionelle eller hierarkiske modeller herfor (Michelis: 126).

Selv om aktørerne ikke længere befinder sig på samme fysiske lokalitet, så handler det fortsat om at indgå i et samspil med nogen om noget. De forskellige problemer forbundet med de personlige rela-tioner – fx "egos, power plays, backstabbing, hurt feelings, low confidence, poor self-esteem, leader-lessness, and lack of trust" (Lipnick & Stamps: xxi) – forsvinder ikke i det virtuelle rum, men risikerer omvendt at blive accentureret, men rammerne indenfor hvilke samarbejdet finder sted er anderledes. Mens man i mange år har kunnet udveksle informationer over afstande, med almindelig overfladepost og senere ved hjælp af telegrafen, telex, telefax og naturligvis telefonen, synes de seneste års teknologiske udvikling - som allerede antydet i forrige sektion - at byde på nye udfordringer. Fra omkring midten af 1990'erne, hvor de første applikationer til understøttelse af distribueret samarbejde (ved hjælp af internettet) fandt sin udbredelse, bedst kendt er måske Lotus Notes, så er udgangspunktet for en forståelse af forholdene under hvilke distribueret samarbejde foregår CSCW-forskningen. CSCW, CSCL, CMS eller hvad forkortelsen er, benævnes også under et som 'groupwares', det vil sige en type software, udviklet mhp. at støtte forskellige samarbejdsformer (Andreasen: 3).

^

Groupware

Udtrykket CSCW (Computer Supported Cooperative Work) blev første gang anvendt i 1984 (Schmidt & Bannon: 3). CSCW forskningsfeltet synes belemret med "rampant confusion": Der henvises til samarbejde nogenlunde efter behag, således syntes udtryk som "cooperative work, collaborative work, collecti-ve work, and group work" ikke i forskningsfeltets tidlige fase at være etableret (Schmidt & Bannon: 6f). Begreberne kollaborativ og kooperativ anvendes lidt efter behag. Det kan skyldes, at ordet kollaborativ appellerer til aspekter vedrørende læring og organisatorisk udvikling, mens kooperation snarere bringer associationer til "arbejde" (som belyst i første sektion). Omvendt bærer fx en artikel i 2003 jubilæums-udgaven af "sprogforum" titlen "Cooperative Learning i fremmedsprogsundervisningen" (Stenlev: 33), hvilket alt andet lige understreger den mere eller mindre arbitrære anvendelse, endda i et sprogviden-skabeligt tidsskrift.

Når dette afsnit bærer overskriften 'groupware', skyldes det at groupware er den generiske beteg-nelse for de forskellige software applikationer, der er udviklet med henblik på computerstøttet samar-bejde, det være sig i.a. CMC (Computer Mediated Communication), OIS (Office Information Systems), CSCL (Computer Supported Collaborative Learning), eller selvølgelig CSCW (Computer Supported Coo-perative Work). Kort sagt undersøger CSCW-forskningsfeltet hvordan vi kan forstå samarbejdet, således at man ved hjælp af computeren kan støtte det:

CSCW is a research area addressing questions such as the following: What are the characteristics and hence the general support requirements of cooperative work as opposed to work performed solely by individuals? Why do people enter into cooperative work arrangements and how can computer-based technologies be applied to enhance their ability to do whatever it is they strive to do by cooperat-ing? How can the coordination requirements of cooperative work arrangements be accomplished more easily, rapidly, flexibly, comprehensively, etc. with information technology? What are the im-plications of those requirements for the architecture of the underlying systems and serBilboes? All in all, the thrust of these questions is to understand, so as to better support, cooperative work. (Schmidt & Bannon: 5)

Grundlæggende synes det dominerende mål for CSCW at være "å tilrettelægge computer støtte for samarbejdsarrangementer, slik at et konkret produkt ivaretas på en mest mulig økonomisk og organisa-torisk effektiv måte." (Fjuk & Dirckinck-Holmfeld: 151f)

^

Produkt - Proces

Akronymerne CSCW og CSCL har det til fælles, at første del af akronymet, bogstaverne 'CS', står for 'Computer' henholdsvis 'Support'. Kort sagt er der tale om, at en computer støtter, i tilfældet CSCW, 'Cooperative Work', i tilfældet CSCL, 'Collaborative Learning'. På dansk oversættes cooperative og collaborative begge med samarbejde, det der således i hvert tilfælde semantisk adskiller de to begreber er learning henholdsvis work. Hvor den fælles referenceramme synes at være computerens støt-te for samarbejde eller læring, synes den betegnende forskel ifølge en artikel om samordningsarbejdet i distribuerede kollektive læreprocesser at angå hensigten med samarbejdet (Dirckinck-Holmfeld & Fjuk, 2000). Forfatterne adopterer en opfattelse af samarbejdet som det dialektiske forhold mellem proces og produkt, hvor processen udgør de individuelle (affatning af et bidrag til en rapport eller for-midling af ideer og perspektiver mv) eller kollektive (idemyldring eller forhandling mv) handlinger, mens produktet selvsagt er et resultat af handlingerne: "Det dialektiske forholdet innebærer at de to aspektene – prosess og produkt – betinger hverandre gjensidig og utgjør et hele." (ibid: 151).

Ifølge forfatterne indebærer en dialektisk betragtning af samarbejdet, at "hvert af de to aspektene kan bidra til at samarbejdet oppløses som en konsekvens av hvordan-, hvor-, og hvem-dimensjonene. ... Ett av aspektene vil dominere, avhengig av situasjonen samarbeidet utspiller seg i." (ibid: 151). Med reference til Schmidt (1994), anfører Dirckinck-Holmfeld og Fjuk, at samarbejde handler om at nå kon-krete, målbare resultater, og at samarbejdet, eller processen, er et middel for at nå disse mål. "Det sentrale for en slik forståelse av samarbeid er en gjensidig avhengighet i arbejdet (ibid: 152). Med af-sæt i læringsdiskursen, i hvilken forfatterne indskriver sig, diskuteres i øvrigt dels afhængighedsforholdet mellem aktørerne (det kollektive aspekt), dels læreprocessens personlige karakter (det indi-viduelle aspekt).

Således er det i praksis vanskeligt at skelne mellem proces og produkt, da særlig når man som her ønsker at studere et forskningsnetværk. I forskningslaboratoriet synes processen og dokumentationen heraf, at have mindst lige så stor betydning som selve produktet – den videnskabelige artikel eller hvad det konkret måtte være. Et eksempel herpå kunne være fx Latour & Woolgars værk "Laboratory Life - The Construction of Scientific Facts" (Latour & Woolgar, 1986). I forskningen er det som bekendt essen-tielt at kunne dokumentere selve processen, jf. kravet om videnskabelighed og falsifikation med mere: det synes for så vidt angår forholdet mellem kooperation (produkt) og kollaboration (proces) vanskeligt at opfatte det som slet og andet end som et dialektisk forhold.

Positionelle relationer

I direkte fortsættelse af diskussionen ovenfor, påpeger eksempelvis De Michelis (inspireret af diskursen omkring organisatorisk læring), betydningen af de positionelle relationer aktørerne indtager: "When two persons are conversing about a common request or about a common performance, they are code-ciding; when they are negotiating a performance, they are collaborating." (De Michelis: 127)

Hvor Dirckinck-Holmfeld og Fjuk (2000), med direkte reference til Schmidt og Bannon (1992) for så vidt begrænser deres gennemgang af CSCW diskursen til et forhold mellem kooperation og kollaboration, inddrager De Michelis (2001) begrebet co-decision, der betyder, at beslutninger tages i fællesskab. Udgangspunktet er det sitationsbestemte forhold, det vil sige de relationelle aktør-positioner. Hermed anlægges et udpræget proces perspektiv:

"Through their conversations the participants in a cooperative process learn, both individually and together, and share an experience constituting them into a whole, into a community [...]. Despite the fact they occupy different positions in it, they share a space (physical and/or virtual [...], a lan-guage [...], the knowledge of the world they live in and of the possibilities it opens, the history of the cooperative process in which they participate, and the value they create within it. Sharing an experience reflects itself in sharing the knowledge created and used in it: participanting in a coop-erative process, being a member of a group, can only be obtained through a learning process... (De Michelis: 128)

Så vidt jeg forstår De Michelis, anlægger også han det perspektiv, at for at et samarbejde kan blive værdifuldt, må parterne indtage skiftende positioner, afhængigt af hvor i processen man befinder sig (De Michelis: 125-128).

^

Samordningsarbejde

CSCW-forskningen har som det fremgår de seneste 15-20 år bibragt en forståelsen af, hvordan man samarbejder, med andre ord hvordan aktørerne i en organisation koordinerer deres aktiviteter i forhold til løsning af fælles arbejdsopgaver, samt hvorledes IT kan understøtte samordningen, så der tages højde for de mange aspekter ved samarbejdet. Samordningsarbejdet handler kort sagt om, at samar-bejdende aktører må artikulere, det vil sige i.a. "divide, allocate, coordinate, schedule, mesh, interre-late etc." (Schmidt: 10) deres individuelle aktiviteter, og at disse arbejdsopgaver siden må fordeles mellem de deltagende aktører, med henblik på at de efterfølgende udføres: hvem gør hvad, hvor og hvornår?

Fundamentet for samordningsarbejdet er de såkaldte interaktionelle processer, det vil sige de strategiske midler med hvilket arbejdsprocesserne begyndes, vedligeholdes, styrkes og understøttes (cf. Strauss i Dirckinck-Holmfeld & Fjuk: 155). Uden de interaktionelle processer, i.a. forhandlinger, diskussioner, manipulationer, tvang eller trusler om samme, ville processen, så at sige, gå i stå.

Samordningsarbejdet er en løbende proces, men det der er nok ingen tvivl om, at det kan være vanskeligt at udføre på tværs af institutionelle og geografiske grænser. Det stiller store udfordringer til aktørerne, hvem har fx ret/pligt til at tage initiativ til at få rettet op/ind, hvor dette måtte være kræ-vet; findes der et hierarki og hvordan er det i givet fald konstitueret? Det må holdes i mente, at sam-arbejde handler om at nå konkrete, målbare resultater, og at samarbejdet blot er et middel for at nå disse mål. Det er centralt for en forståelse af samarbejdet, at aktørerne er sig den gensidige afhængig-hed bevidst (Fjuk & Dirckinck-Holmfeld: 152), men samtidigt er det vigtigt også at skelne mellem de kollektive og de individuelle aspekter af samarbejdet. På det individuelle plan vil der være et ønske om at lære af processen og for så vidt manifestere sig i forhold til egen arbejdsgiver, på det kollektive plan, i forhold til fx EU som projektejer, vil der være et krav om, at samarbejdet giver konkrete resul-tater i form af ny, eksplicit viden.

Antager man, at man for så vidt er forpligtet til at holde sig orienteret om de handlinger ens peers udfører, og vurdere disse handlingers relevans i forhold til det kooperative arbejde, hvilke man blot bør tage notits af, og hvilke man bør reagere på, synes det virtuelle rum på en og samme tid ideelt, men også krævende - hvilket flere studier viser (Hayes & Walsham, 2003): I og med at antallet af trå-dede indlæg, der skrives i et større eller meget aktivt netværks diskussionsforum kan vokse være gan-ske betragteligt, forventes det af "den kompetente aktør", at han formår dels at nedtone eller skjule de af egne handlinger, som ikke er relevante for de øvrige aktører i det kooperative arbejdsarrange-ment (Schmidt, 2000: 143).

^

Individuelt vs. kooperativt arbejde

Størstedelen af alt arbejde foregår som bekendt i et samarbejde mellem flere aktører. Typisk skyldes det, at omfanget af en opgave kræver flere personers bidrag for at blive løst – simpelthen fordi en enkelt aktør er ude af stand til at gøre det alene; mange opgaver kræver specialist viden, ikke mindst i en forskningssammenhæng. Derudover kan der være sociale fordele i at indgå i et samarbejde, såsom at arbejdet bliver mere behageligt, hvis man er flere om det. Så snart flere personer skal samarbejde, vil der i større eller mindre grad være brug for samordning af opgaverne. Det at samordne aktiviteter er nødvendigt, når flere aktører samarbejder, fordi aktørerne i deres samarbejde er gensidigt afhængi-ge, og derfor nødvendigvis må sikre sig, at aktiviteterne passer sammen.

I praksis, såvel som i teorien, vil det være vanskeligt at vurdere, hvornår aktørerne udfører individuelt arbejde og hvornår de deltager i kooperativt arbejde, da de på samme måde som fx produkt-proces realtionen står indgår i et gensidigt, dynamisk forhold. En generel betragtning ved relationen mellem individuelt og kooperativt arbejde lyder:

“ [...] the boundary between individual and cooperative work is dynamic in the sense that people enter into cooperative work arrangements and leave them according to the requirements of the current situation and the technical and human resources at hand. Cooperative work activities are punctuated by individual activities and Bilboe versa. Over time, people shift between individual and cooperative activities and, while engaged in cooperative work activities, they may be simultaneously involved in parallel streams of activity conducted individually.” (Schmidt, 1994, s. 11)

Som grundlag for at foretage en sådan vurdering er det først og fremmest nødvendigt, at kunne sondre mellem de to typer arbejde på et konceptuelt plan. Det kooperative arbejde er det arbejde, der prak-tiseres, når flere aktører er nødvendige for at udføre et specifikt stykke arbejde, og aktørerne derfor i processen er gensidigt afhængige af hinanden. Således må de nødvendigvis koordinere og integrere deres individuelle aktiviteter for at få arbejdet gjort (ibid: 7). Den nødvendighed, der giver anledning til kooperativt arbejde, kan opstå af flere forskellige årsager, fordi:

• én aktør ikke har evnen eller kapaciteten til at udføre arbejdet alene;
• en differentiering og kombinering af specialiteter er påkrævet til at udføre arbejdet;
• en forskellighed i heuristik eller strategier er nødvendig for at udføre arbejde; eller fordi
• arbejdet kræver at flere perspektiver kombineres omkring, hvordan det løses bedst (ibid: 8-10).

Desuden er det en mulighed, at nogle aktører simpelthen foretrækker kooperativt frem for individuelt arbejde. Noget arbejde kræver imidlertid ikke, at det koordineres og integreres med andre aktørers aktiviteter, og dermed er ikke gensidigt afhængige af andre. Det er individuelt arbejde. Selv med gode afgrænsende definitioner på kooperativt og individuelt arbejde kan det stadig være svært at skelne mellem, hvornår man oplever det ene eller det andet. Det skyldes blandt andet, at der selv indenfor det man kalder kooperativt arbejde eksisterer et væld af individuelle handlinger og gøremål, som ikke bidrager til selve det kooperative arbejde, og som derfor ikke vedrører eller berører andre aktører i det kooperative arbejdsarrangement. Schmidt udtrykker det således:

“As participants of a cooperative effort we routinely take its orderly accomplishment for granted. We have to do that, in order to get the job done. In depending on the activities of others, we are 'not interested' in the enormous contingencies and infinitely faceted practices of colleagues, unless these may impact our own work” (Schmidt, 2000, s. 142).

Den kompetente aktør i et sådan arbejdsarrangement er - måske ubevidst - klar over, hvilke af de handlinger, de øvrige aktører udfører, er relevante i forhold til det kooperative arbejde og dermed, hvilke de skal tage notits af. Samtidig formår den kompetente aktør at nedtone eller skjule de af egne handlinger, som ligeledes ikke er relevante for de andre aktører i det kooperative arbejdsarrangement:

“Disclosing only those aspects of the work required to articulate the distributed and yet interde-pendent activities which are relevant to the concerns of colleagues - that is, knowing what to make publicly visible and what not to make publicly visible in a given situation - is a crucial aspect of competent conduct in any cooperative setting” (ibid: 143).

Bemærk at der ovenfor er tale om kompetente aktører, hvilket er aktører, som har befundet sig i lignende samarbejdssituationer, gerne indenfor det samme kooperative arbejdsarrangement, og som derfor besidder indgående kendskab til dette. Meget af dette beror som ovenfor antydet på kendskab til hinanden, samt gældende konventioner i arbejdsarrangementet. Spørgsmålet er, hvordan det foregår blandt aktører, som er ikke-kompetente, fx blandt de aktører, der ikke tidligere måtte have deltaget i det kooperative arrangement – er de også i stand til at afsløre og fortolke kun de aspekter af deres eget og andres arbejde, som har relevans i forhold til det kooperative arbejde? Svaret må nødvendigvis være "nej", idet sådan specifik kompetence først tilegnes gennem deltagelse i det specifikke kooperative arbejdsarrangement – eller praksisfællesskab – og på baggrund af megen samordningsarbejde.

Selvsagt giver komplekse arbejdssituationer, som fx forskningsarbejdet, hvor man må antage, at kun få ting kan tages for givet aktørerne imellem, et stort behov for social interaktion og koordination, hvor arbejdet samordnes. Som konsekvens af dette behov må aktørerne løbende "mødes", enten for at udføre decideret kooperativt arbejde eller for at samordne arbejdet i et eksisterende arbejdsarrange-ment .

^